Har du tænkt over, hvor meget det koster at køre på el fremfor benzin eller diesel? Med vores beregner får du en idé om, hvor meget du kan spare på de løbende energiomkostninger. Vi gennemgår også den samlede pris pr. kilometer, og hvad der skal medregnes.
Beregn energiomkostninger for elbil vs. brændstofbil
Eksempel – så meget kan du spare

Herunder viser vi et eksempel, hvor vi sammenligner to af de mest populære biler på markedet lige nu: En Skoda Elroq 85 og en Volkswagen T-Roc 1.5 eTSI. Vi sammenligner både på det officielle forbrug og brugerindberettede forbrug, hvor sidstnævnte kommer fra den tyske portal Spritmonitor.de.
Vi tager udgangspunkt i et årligt kørselsbehov på 15.000 km. Elprisen sættes til 1,6 kroner, svarende til gennemsnitsprisen fratrukket afgift. Benzinprisen sættes til 13 kroner.
| Bil | Beregning – officelle tal | Beregning – Spritmonitor.de |
|---|---|---|
| Skoda Elroq 85 15.000 km./år 1,6 kr./kWh 82 kWh batteri | 3.471 kr. | 4.535 kr. |
| Volkswagen T-Roc 1.5 eTSI 15.000 km./år 13 kr./liter | 10.714 kr. | 13.929 kr. |
| Årlig forskel | 7243 kr. | 9.394 kr. |
Sådan beregner du den samlede pris pr. kilometer
Der er selvfølgelig andet end blot energiomkostningerne, der skal medregnes i den samlede pris pr. kilometer. Grundlæggende ser regnestykket sådan ud, når man kigger på en længere periode på f.eks. 5 år:
Pris pr. km = samlede udgifter over 5 år / kørte kilometer over 5 år
I regnestykket indgår 6 store poster, som ikke nødvendigvis kendes på forhånd, samt en ekstra post for elbiler:
- Anskaffelsespris + evt. finansiering
- Værditab
- Energiomkostninger (el, benzin, diesel)
- Service, vedligehold og dæk
- Forsikring
- Afgifter (grøn ejerafgift og vægtafgift)
- Evt.: Udgift til hjemmelader for elbil
Med FDMs bilbudgetberegner kan du få en idé om, hvad du skal forvente af samlede udgifter over en periode på 1-10 år. Her er det imidlertid vigtigt at tage højde for, at tallene er estimater, da omkostninger som værditab, vedligeholdelse m.v. kan afvige fra det forventede.
Hvad er billigst – el, benzin eller diesel?
Hvis man kigger isoleret på energiomkostningerne, er elbiler markant billigere end benzin og diesel. Der ligger et besparelsespotentiale på over 9000 kroner om året, men det skal selvfølgelig tages med et gran salt: Energipriser varierer, og det samme gør udgifterne til service, vedligehold, forsikringer, afgifter, osv.
Bruger man ovennævnte bilbudgetberegner fra FDM, med udgangspunkt i en bil til 400.000 kroner, er elbilen stadig billigst over en periode på 5 år. Beregningerne ser sådan ud, med et kørselsbehov på 15.000 kilometer pr. år:
- Elbil: 77.430 kr. / 33.036 kr.
- Benzinbil: 86.899 kr. / 41.908 kr.
- Dieselbil: 84.373 kr. / 38.773 kr.
Priserne vises med / uden værditab.
Grunden til de høje tal er at beregneren antager, at du videresælger bilen efter 5 år. Værditabet er således medregnet i totalomkostningerne, og udgør en væsentlig del heraf. Har du ingen planer om at videresælge bilen, eller beholder du den i flere år, ser regnestykket anderledes ud.



