Elselskaber lokker med billige elaftaler, der viser sig at være dyrere end gennemsnittet. Lyder det bekendt, er det ikke uden grund. Kreativiteten er hos mange elselskaber stor, når de jagter nye kunder. Se her, hvordan du undgår høje gebyrer og ekstrabetalinger, når du vælger nyt elselskab.
Elselskabets hjemmeside skal oplyse dig
Der er en tendens blandt elselskaber til at gemme gebyrer væk på en underside, eller helt undlade at nævne dem. Hvis du ikke kan finde fyldestgørende prisinformationer via forsiden eller på en underside, bør det vække mistanke hos dig. Det kan betyde at de skjuler tillæg eller gebyrer, som ender med at koste dig dyrt.
Sammenlign både abonnement og spottillæg
Når du sammenligner elselskaber skal du både kigge på abonnementsprisen og spottillægget. Abonnementsprisen har til formål at dække faste udgifter til administration og betalingshåndtering (dog lægger nogle selskaber et betalingsgebyr oveni), ligesom spottillæget bidrager til regnskabet.
Vi har set eksempler på abonnementspriser, der overskrider 100 kroner pr. måned, samt spottillæg på over 40 øre pr. kWh. Det står ofte med småt, så husk at gennemlæse aftalen før godkendelse.
Betalingsgebyrer
Hvis du vil undgå betalingsgebyrer, skal du sikre dig at du kan betale med kort. Der opkræves ofte et gebyr når du bruger Betalingsservice, og vi har set gebyrer i størrelsesordenen fra 10 til 20 kroner pr. betaling. Har du månedsafregning, løber det hurtigt op.
Fastpris-abonnementer er ikke faste
Fastpris-abonnementer giver ro i sindet, da du ikke skal tænke på elprisen. Den er nemlig fastlagt, men vi mener ikke tilbuddet er så godt som førhen.
Fastpris-abonnementer var udbredte før i tiden, hvor man kunne låse elprisen i en periode på flere år ad gangen. Det ændrede sig i løbet af 2021-2022, hvor de fleste gik over til variable elpriser. Siden er fastpris-abonnementer blevet forsigtigt reintroduceret, men indtil videre i stærkt begrænsede perioder. Din pris er således kun fast i en periode på 1-3 måneder ad gangen, og den vil stadig svinge fra periode til periode.
Hvis du kan være bare en lille smule fleksibel med dit elforbrug, er det bedre at vælge en variabel elaftale. De store prisudsving er nemme at udnytte, hvis man ellers gør det til en vane at flytte forbruget til de billige timer.
Høje acontobetalinger
Acontobetalinger har længe været udskældt, og med god grund: Flere elselskaber bruger det som en måde at “låne penge” af deres kunder, ved konsekvent at estimere forbruget højere end normalt. Vi har set eksempler på kunder, hvor aconto-opkrævningerne pludselig blev fordoblet fra periode til periode, hvilket resulterede i opkrævninger på tusindvis af kroner.
Problemerne opstår så, når opgørelserne kommer, da de ofte er svære at gennemskue. Der skal nemlig modregnes i det beløb, man allerede har betalt, og det er ikke sikkert at acontobetalingen dækker samme periode som opgørelsen. Det bliver altså hurtigt bøvlet at finde ud af om man bliver snydt eller ej, og derfor fraråder vi kvartalsvis acontobetaling.
Pas på sammenligningstjenester
Antallet af sammenligningstjenester er eksploderet, og de eksisterer alle med samme formål: At “guide” dig til de bedste og billigste elaftaler. Problemet er bare at de fleste kun viser et udpluk af markedet, og samarbejdspartnere/annoncører har ofte højeste prioritet. Du får altså ikke et komplet overblik over markedet, og det er ikke sikkert de viser dig den billigste eller bedste elaftale til dine behov.
Sammenligningstjenesterne gør selvfølgelig intet forkert eller ulovligt, så her skal du som forbruger være ekstra opmærksom. På Elven.dk, sammenligner vi selvfølgelig alle selskaber på markedet, og du kan selv indstille filtre efter egne behov.
Telefonsælgere og elaftaler
Vi har set mange eksempler på telefonsalg, endda ulovligt telefonsalg, som har til formål at indgå nye elaftaler med forbrugerne. Samtalerne er med vanlig sælgerjargon, og der loves ofte en masse som ikke nødvendigvis er sandt.
Vi anbefaler at du takker nej eller blot smækker røret på, hvis du bliver kontaktet af en el-sælger, og derefter selv undersøger markedet.
Vær også opmærksom på at el-sælgere findes i storcentre og sågar elektronikbutikker (eksempelvis Elgiganten), men her bør du også være vagtsom og kun indgå dialog. Sig aldrig ja til noget, før du har været hjemme og undersøge markedet på egen hånd.
Høje gebyrer for at skifte elselskab
Der er set eksempler på ulovlige gebyrer på 1500 kroner for at skifte elaftale, men faktisk er det normal praksis at opkræve gebyr hvis du skifter elselskab før bindingsperiodens udløb. Som kunde skal du dog være tydeligt informeret om dette ved aftalens indgåelse, og det kræver således at du gennemlæser elaftalen. Vi anbefaler at du indlæser kontrakten/aftalen i en sprogmodel som Gemini eller ChatGPT, og beder den fremhæve alle former for vilkår, der kan udløse en form for gebyr. På den måde får du et fuldt overblik over vilkårene, uden at du skal gennemlæse en masse småt tekst.
Det skal du tjekke, før du skifter elselskab
- Tillæg til spotprisen (+ evt. handelsomkostninger, hvis elselskabet opkræver dette)
- Abonnementspris
- Oprettelsesgebyr
- Er elaftalen forbrugsafregnet eller aconto?
- Betaler jeg månedligt eller kvartalsvist?
- Betalingsgebyr (ved Betalingsservice)
- Hvordan varsles prisændringer?
- Gebyr for opsigelse/skift inden bindingsperiodens udløb
- Gebyr for slutafregning ved opsigelse
- Svartid på mail
- Trustpilot-bedømmelse
- Mediedækning (prøv f.eks. at lave en Google-søgning på elselskabets navn og se hvad der dukker op)
Elselskabet køber og sælger din strøm
Elselskabet er bindeleddet mellem dig som privatkunde og engrosmarkedet. Engrosmarkedet kender du måske som Nord Pool, hvor samtlige danske elproducenter sælger deres strøm på auktion. Udbud og efterspørgsel styrer prisen, som fra januar 2026 justeres hvert kvarter, og denne pris kaldes også for “den rene elpris” eller bare spotpris.
Mange elselskaber køber også din overskudsproduktion fra solcelleanlæg, hvis altså du har indgået en produktionsaftale med dem. På den måde fungerer de både som køber og sælger til/fra private.
Elselskaberne sørger også for afregning på vegne af dit netselskab, Energinet og staten. Hvis du ønsker at vide mere om det danske elmarked, anbefaler vi at du tjekker vores læringsobjekt om Elmarkedet for begyndere.



